Hvad ville Panama være uden deres kanal?

Over en million fartøjer har passeret Panamakanalen i sine snart 100 års leve tid. Kanalen som har gjort Panama kendt over hele verden, da den er en vigtig kilde til verdens transport. Den gør det muligt at skibene undgår at skulle sejle rundt om Sydamerika.

Den store udfordring idag er dog, at skibene er vokset i løbet af de sidste 100 år i størrelse, mens kanalen har bibeholdt sin. Idag er max målene for skibene, som kan passere 294,1 meter lang og 32,3 meter bred. Hvilket svarer til containerskibe med en kapacitet til 4500 containere.

Mens skibene langsom glide forbi mig ved Miraflores-slusen, der er den sidste sluse som dagens skibe skal passerer før deres rejse på Panamakanalen er fuldendt og skibene kan forsætte deres rejse i Stillehavet. Alt er strømlignet og det er imponerende at se, hvordan skibene kun har knap en halv meters frirum på hver side til kanten af slusen.

100 året fejres med en ny epoke

Til næste år, fejrer Panama kanalen 100 år. Et jubilæum som fejres ved åbningen af to nye sluser, som vil blive 40 procent bredere og 60 procent længere. Så skibene nu kan have dimensionerne 366 meter lang og 49 meter bred og have en kapacitet på 12.000 containere. Kanalen blev dog kontroleret af Amerikanerne frem til 31. december 1999, da kanalen blev en politisk del af Panamas selvstændighed fra Columbia i 1903.

Denne eftermiddag føles det da kort som at komme hjem, for selv om Danmark er et lille land, så er vi store på søen takket være Mærsk. Det er dog heller ikke et syn af kanalen uden at se et af Mærskes skibe sejle gennem denne.

Kanalen som har gjort Panama til en vigtig faktor for forbindelsen mellem nord- sydamerika og resten af verden, hvilket også tydeligt ses i Panama City, hvor havnefronten dækkes af skyskraberer. Panama ser ud som den mest vestlig lignende hovedstad, som jeg har set på min tur her i Central Amerika. Selv betalingen foregår med Dollars. Kanalen har haft stor påvirkning på hvordan Panama city ser ud idag.

To en halv dag i Paradis

Båden sætter fra kaj. Fuld gas og så der ud af. Det bliver med snuden i vejret at de 30 minuters bådtur til Bocas del Toro bliver tilbagelagt. Det er rat med den friske havluft i ansigtet efter en 6 timers bustur fra Boquete.

Øgruppen i det nordøslige panama, siges at være Paradis. Jeg er taget hertil for at se om det er sandt. Det er regntid og venter i denne periode, hvor jeg er rejsende i Panama, så Paradiset bliver oplevet med lidt overskyet vejr.

Men ved ankomsten til Cayos Zapatilla er der ingen tvivl om, at dette er paradis. Det hvide sand, det blågrønne vand, slå benene væk under alle i båden. Dagens udflugt hedder snokling i et af de bedste rev i Panama og afslapning på øen Cayos Zapatilla. På vejen dertil var dagens bonus et syn af et par delfiner.

Her i Bocas del Toro er der kun en ting at gøre, og det er at slappe af og nyde roen, renheden og farverne, der omgiver en.

 

Udsigt til Stillehavet og Atlanterhavet fra Panamas top

Lyset fra minevanen forsvinder bag os. Nu er der kun lyset fra vores bandelamper, som skal vise os vejen op til toppen af Panamas eneste vulkan, Vulkan Barü. Der ligger en 13,5 km vandring foran os, før vi vil stå på toppen.

Vulkan Burü er Panamas højeste punkt, 3.475 meter høj. Kursen er sat mod denne top, da det på en klar dag vil være muligt at se både Stillehavet og Atlanterhavet.

Det går langsomt men sikkert op mod toppen, jeg følges med et fransk par, som denne nat også har kurs mod solopgangen på toppen af Vulcan Burü. 04..20, efter lidt over fire timers vandring er toppen nået. Nu er det bare at vente på at solen kommer til at bryde frem.

Efter lidt over en times venten i kulden, hvor der er blevet hoppet for at holde varmen, bryder solens stråler gennem skyerne. Det er et smugt syn som er foran os, med solens lys på bjergene. Vejret er med os denne morgen, så det er muligt både at se Stillehavet og Atlanterhavet fra toppen. Det er et fersinerende syn denne morgen.

Efter et par timer på toppen, hvor udsigten er blivet nyt, er der 13,5 km vandring foran os ned af vulkanen, før nattens tur er fuldført.

Udsigten til Atlanterhavet i baggrunden

Solopgang over stillehavet

Udsigten til Atlanterhavet.

Rock’n’roll

Er du klar til at hænge med hovedet nedad og “flyve” som spytermand? Lyder det fra instruktørerne, mens Liaj, fra USA, og jeg er ved at få udstyret på til kabelline. 

Kontrollen over mit kamera er blevet taget af en tredje, som bliver vores pepperazzi fotograf den næste time. Her fra er der kun en vej, og det er op på linen og så afsted!

Karneval i Granada

Det er lørdag, (17.8.2013). Der bliver skubbet fra alle sidder. Der bliver ikke givet megen plads fra de omkring stående, mens det årlige karneval i Granada skal til at begynde.

Det er en fest aften, de lokale og turister har taget festtøjet på, mens barerne er klar med serveringen.

Paraden starter med et brag, af trummer, mens hofterne bliver svunget. Kostumerne er farverige og store, alle her sammenligner det med karnevallet i Brasilien.

Humøret er højt blandt folk på gaden, dog skal man passe på, når man kigger på optoget, for der er mænd blandt de dansende.

La fontera, 300 meter fra Honduras.

“Jeg ønsker egentlig ikke at tale om min rejse til USA, da det giver mig dårlige minder. Men hvad skal jeg sige, jeg overlevede”. Så klart lyder det fra Eddie, der har arbejdet 5 år i USA, mens vi lige så stille kravler op af grusvejen i bjergene i det østlige El Salvador.

Det er søndag og jeg er kommet med på familie tur til bjergene. Kursen er sat mod San Fanando, der er beliggende blot 300 meter fra grænsen til Honduras.

Vinduerne er rullet ned. Den friske bjergluft fylder kabinen, alle er i et godt humør. Vi er kommet væk fra turistmålene. Der er ikke så meget som skyggen af en turist, lige bortset fra mig. Vi er omgivet af en ro, den friske luft og udsigten.

Med et bliver sigtbarheden lav, det bliver hvidt omkring os. Vi kan kun se små 100 meter frem, vi befinder os nu blandt skyerne. “Jeg drømte om dette område, da jeg var i USA. Jeg havde hjemve. Jeg ønskede at komme tilbage til dette område. Det er her jeg er født. Det er her jeg ønsker at flytte tilbage til, stifte familie og blive gammel”, siger Eddie. “En aften grad jeg i min drøm, fordi jeg virkelig ville tilbage. Da jeg vågnede om morgenen, var mine øjne helt våde. Det var ikke en drøm, at jeg græd, det var virkeligt”, siger Eddie. Klæden i hans øjne ved at være tilbage i bjergene, er som at se glæden et barns øjne, der netop har fået den største is, det har ønsket sig hele dagen.

Det går langsomt men sikkert fremad, som en konvoj med de to pickups, som vi alle er klemt sammen i. Vi nærmer os efter knap 4 timers kørsel San Fanando, der er sidste stop før vi ved at krydse en bro står i Honduras.

Der er blot en Salvadoransk grænsebetjent, som tjekker folks id, men ellers er der fri passage til at krydse den lille flod og broen til Hundoras. Her er der ikke noget som hedder exit eller entre stempler. Det føles som at komme i en form for ingemandsland her på grænsen ved San Fanando.

El Coyote 

“Ja, jeg blev ført over grænsen ved hjælp af coyote”, sådan lyder svaret under frokosten fra Eddie, da jeg spørger, hvordan han krydsede grænsen til USA. “Du ved hvor tæt kyllinger står i kyllingefarme ikk’?”, spørger Eddie, “sådan kan du sammenligene det hus som jeg ventede 2-3 dage i, før der var grønt lys til at jeg kunne få lov til at krydse grænsen”.

Et ophold som ikke kan sammenlignes med et hotelophold, da der næsten ikke var noget vand og mad.

Det er ikke en problemfri ankomst til USA for Eddie, for da han er i ørkenen, er det med emigrationspolitiet lige i hælene. “Jeg var ved at give op under de 20 timers vandring gennem ørkenen med  emigrationspolitiet lige bag os. Jeg klarede kun vandringen med hjælp fra en landsmand, som decideret træk mig med. Jeg var klar til at give op. Jeg var træt, havde næsten ikke mere vand tilbage og på flugt”.

I dag ønsker Eddie ikke at komme tilbage til USA, han ønsker sit liv i El Salvador, med håbet om at slå sig ned i disse bjerge tæt ved grænsen til Honduras.

Til venstre Honduras, til højre El Salvador.

Til venstre El salvador til højre Honduras

Udsigten som Eddie drømte om i USA.

Quezaltepeque, 2 år efter

Den 18 årige German krydser basketballbanen, denne lørdag eftermiddag for at komme mig i møde. Som elevrådsformand for HANSENBERG GYMNASIUM, var jeg blandt repræsentanterne, der blev sendt afsted til Quezaltapeque af HANSENBERG, for to år siden, hvor jeg havde to dage sammen med German (portrættet).

Se billedserien fra Quezaltepeque for to år siden her: http://www.tokebull.com/Quezaltepeque-El-Salvador

German var på dette tidspunkt 16 år og gik i gymnasiet. Idag er German 18 år, flyttet hjemmefra, arbejder i dagtimerne og studerer om aftenen.

For to år siden, fik jeg lov til at sove i hans hjem, dog ikke allene, da der også sov en civilbetjent i stuen på grund af sikkerheden. Idag er min sikkerhed stadig højt på dagsordenen. Selvom det er German og Arturo, som arbejder for kommunen, jeg har kommunikeret med, så bliver jeg indlogeret hos Carlos Antonio Figueroa, borgmesteren for Quezaltepeque og hans kone, Sonia, der bor 1 km uden for Quezaltepeque.

Skoleorkesteret fører an

Denne lørdag aften, er en stor del af Quezaltapeques ungdom samlet ved basketbanen, da der er basketkonkurrence. Kampene er af fem minuters varighed. Hele sermunien blev påbegyndt med en march rund i byen. Anførst af skoleorkesteret. Det er specielt at være tilbage efter to år og møde nogle af de samme personer igen. Byen ligner sig selv, mens jeg følger marchen rundt i byen. Taget bygningerne og gaderne i betragning, så virker det mest af alt, som alt tiden har stået stille og jeg netop er venthjem fra en weekendstur.

Der bliver råbt og heppet fra sidelinjerne, mens klokken passere 18 og jeg så småt skal til at finde vejen hjemad. For når mørket falder på, er det ikke kun farligt for mig, at bevæge mig i gaderne, men også for de lokale, fortæller German, på grund af banderne MS-13 og Calle 18. Derfor sætter vi os op i en motortaxi, så vi begge kan være hjemme før lyset helt er forsvundet over os.

Operation HANSENBERG

Forestil dig en hverdag uden at kunne tjekke internettet hver andet minut på din smartphone. Ikke at kunne lave lektioner på din bærbar. Dette er virkeligheden for størstedelen af indbyggerne i Quezaltepeque, El Salvador.  

2 år efter overrækkelsen af HANSENBERG-DAGEN’s  indsamlede penge samt computerer til opstart af den gratise internetcafe i Quezaltapeque, El Salvador, har internetcafeen idag et besøgstal på 3500 personer pr. måned.

Den 1. Oktober 2010 arbejdede eleverne på HANSENBERG, Kolding, for at indsamle penge til at starte netcafeen i Quezaltapeque.

De 3500 besøgende hver måned har mulighed for at bruge en af de 82 opstillede computerer, der er opstillet i fire rækker i dette smalle aflange lokale.

Gratis computerundervisning for alle 

Der er fuld gang i tasterne da jeg træder ind i netcafeen denne fredag eftermiddag (9/8 2013). Elever helt ned til seks år sider foran computerne og lytter efter, mens computerundervisningen er i fuld gang.

Det nye initiativ i computerundervisning til folk i alle aldre, er netop igang med at afslutte sin sidste lektion i dens anden leve uge. Et nyt initiativ, som skal give befolkningen i Quezaltepeque nye computerfærdigheder, “for selv om du kan læse og skrive, så vil du idag stadig være en analfabet, hvis du ikke ved hvordan en computer fungerer, og ikke kan bruge den”, forklarer Carlos Antonio Figueroa, Quezaltepeques borgmester.

Det er med dette i baghovedet, at Carlos og byrådet har påbegyndt dette nye computerundervisningsprojekt, som er et gratis tilbud for alle personer i Quezaltepeque.

I dag er der 220 personer tilmeldt projektet. Et projekt som dog kun er muligt pga. donationen fra HANSENBERG og dens elever i 2011.

Projekt HANSENBERG, er stadig i fuld gang.

Solopgang fra Indian Nose, La Laguna

Vækkeuret ringer 03.30. Søvnen bliver stille rullet ud af øjnene. Dagens udfordring står på at tage til Indian Nose en halv times kørsel fra San Pedro La Laguna, for at se solen stå op over La Laguna.

Vi er 6 personer som alle kommer gabende ud af vores værelser, for at følges op til mødesteddet med bussen. Jeg er støt ind i en amerikaner og en englænder på mit hostel i Antigua, som jeg er fulgtes med herop til San Pedro. I bussen mødte vi to piger, den ene fra England og den anden fra USA, mens Ro ved ankomsten til San Pedro møder Ed fra England, som han har mødt tidligere.

Der er ikke så maget som en visken i Shuttle bussen,  da den sætter kursen mod mødestedet med morgens guider.

Famlen i mørket

Med et er alt mørkt omkring os da opstigningen til Indian Nose påbegyndes, guiderne har en lygte med, men ellers er der ikke meget mere lys end den, så skrittene bliver af de fleste taget maget forsigtigt op til udsigtspunktet.

Da vi når toppen efter blot knap 30 minuters vandring kan udsigtens nydes. Det er dog et overskyet landskab, som møder os, så toppene af vulkanoerne ikke er til at se. Et skuffende øjeblik, da solopgangen dagen før havde været rigtig flot. Men efter lidt tid, skyder solens stråler sig alligevel igennem skyerne.

Tøjvaskning i San Pedro, Guatemala

Hver morgen fra kl. 6.00 er Maria og 5 andre damer klar til at påbegynde dagens tøjvask i vandet ved San Pedro, Guatemala. 

 

Pimp my Bus

Kurve erfter kurve bliver paseret, mens den Mexikanske grænse forsvinder bag os. Guatemale er nået. Mens Solen er ved at gå ned bag bjergene, følelses som om et tivoli perserer os, hvert 3. minut. Det er dog ikke et tivoli, det er blot de almindelige “chicken buses”.

“Chicken buses”, er gamle amerikanske skolebusser, som har fået en mackover. En mackover, som har givet dem en særlig karakter. Rød, gul og blå farver skinder i mine øjne, mens navnet over frontvinduet drejer rundt, som et lykkehjul, mens det plinker. Som mørket sænker sig, bliver tivoliet kun tyderligere. Ikke blot “Chicken buses” har farverige diodelygter, det gælder også lastbiler, og varevogne. Nogle af disse blinker med blå lygter, så de er bedre sikret mod påkørsler. Eller skal vi bare kalde det lir?

“Jeg er i Oaxaca”

Min kurs er sat mod Oaxaca.

Tilfælldigheder sker på tværs af tid, religion, overbevisning og geografisk placering. Selv om Mexico er et kæmpe land, indløber der fredag en besked fra Magnus, som jeg har gået til spansk med. “Sweet, jeg befinder mig i Oaxaca indtil søndag”.

Vi mødes på Zocaló’en, der er byens midtpunk for at drage mod den store Mezcal festival, som netop finder sted. 40 Pesos i entre, hvor efter der er fri smagsprøver. Mezcal er en alkoholisk drik, som er lavet på Maguey planten. Vi får smagt forskellige varianter af Mezcals, før jeg skal med en natbus til San Cristóbal.

Det bliver dog et på gensyn og ikke et farvel for vores vedkommende, da Magnus også tager til San Cirstópal, dagen efter mig.

Vind i håret

1940 meter over normal vandoverfalde befinder San San Cristóbal sig i den sydlige del af Mexico. Der er mange Chiapaer i gaderne, med deres tradisionelle tøj.

Vinden suser i mine øre, mens de to gange 200 hestes motorer får fuld skrue. Håret flyver som en gal i vinden og alles frisyrer er blevet ødelagt. Men udsigten her fra Cañon de Sumidero. I 19 81 åbnede Chicoasen vandkraftværk, der i dag er en af Mexicos vigtige strømkilder.

Vi bugter os langsomt ned af kanalen, mens bjergene er lige ved siden af os. Hurtigt bliver bådet svinget rundt, og charføren laver en u-vending. Der bliver råbt Krokodille, hvorefter alle kikker til højre for båden, for at se krokodillen, som ligger i vandkanten.

Det er en god følelse af fart, skønhed, og ensomhed, som løber gennem min krop, her på mit sidste stop i Mexico, før turen imorgen går videre til Antigua i Guatemala.

Oaxaca

Monte Alban

Monte Alban

Med Magnus til Mezcal festival

Mezcal festival

Mezcal festival

Mezcal festival

Mezcal festival

Cañon Sumidero

Cañon Sumidero

Cañon Sumidero

Cañon Sumidero

San Cristobal

San Cristobal

San Cristobal

San Cristobal

San Cristobal

San Cristobal

Som at komme hjem, Mexico

Summen kommer tættere og tættere på. Med et er helikopteren lige over mit hoved, mens jeg står midt i parken af UNAM (La Universidad Nacional Autónoma de México), med det store bibliotek, lige foran mig. Bygningen der er tildækket med kunst, der fortæller Mexicos historie i små fortællerninger, er knap 10 etager høj og blev i 2007 sat på UNESCO’s verdensnaturarv sammen med resten af by campusen.

På City Campusen er der 15 interne busruter, og mens Rita, som jeg mødte i København, viser mig rundt, forsøger jeg at holde tungen lige i munden, for nogenlunde at finde ud af, hvor vi befinder os, men efter tredje busskifte, giver jeg op. Jeg læner mig tilbage og følger hendes anvisninger, som fører os til den kulturelle del af universitetet, hvor vi tager på Udstilling på Museo Universitario Arte contemporáneo. I følge UNAM var der i skoleåret 2012-13 330.382 studerender. Ikke noget at sige at, at jeg føler det er lidt stort.

Mexico tid

Trafikprops er dagligdag i Mexico City. Rita fotæller, at hun til og fra skole kan bruge helt op til 2 timer hver vej, når trafikken er rigtig slem. At bruge meget tid på transport er dog ikke unormalt her i Mexico City, hvor det ofte er hurtigere at benytte sig at den væsentlig hurtigere og billigere metro. 3 pesos og du er afsted! Vil man dog være mere luksuøs er det naturligvis også muligt at bruge en helekopter.

Selve Mexico City er meget flat, hvilket tydeligt sås ved indflyvninge, hvor man har et flot udsyn til det kæmpe areal, som Mexico City fylder. Samtidig er de fleste huse ikke højere end to tre etager, hvilket er en af grundende til at byen er så stor.

Pulque

Jeg ved ikke præcis hvor vi befinder os i Mexico City, men vi er kommet ned af nogle sidegaderne og mens Luis fører an hen til en bar, som ligger i en af sidergaderne til en lidt støre gade, som er fuld af barer, restauranter og mennesker, finder vi tre side pladser på en bestemt bar.

Denne bar er dog ikke som alle de andre, som jeg kunne se ude på gaden, da det kun er muligt at få den Central Mexicanske alcohol drik Pulque.

Pulque er en alkoholisk drik, som brygges på maguey planten, der er en kaktus. Det er muligt at få den med forskellig smag. Jeg selv få den med Piña Colada smag.Konsistensen er dog tyggere end jeg har prøvet før og smagen anderledes samt sødligere, men denne version af Pulque’en glider fint ned.

For mig er mit andet møde med Mexico, følelsen af at komme hjem. Da temperaturerne her minder mere om de hjemlige 25-28 grader end de 38 grader i Santiago de Cuba.

UNAM Bibiliotek