“Jeg ønsker egentlig ikke at tale om min rejse til USA, da det giver mig dårlige minder. Men hvad skal jeg sige, jeg overlevede”. Så klart lyder det fra Eddie, der har arbejdet 5 år i USA, mens vi lige så stille kravler op af grusvejen i bjergene i det østlige El Salvador.
Det er søndag og jeg er kommet med på familie tur til bjergene. Kursen er sat mod San Fanando, der er beliggende blot 300 meter fra grænsen til Honduras.
Vinduerne er rullet ned. Den friske bjergluft fylder kabinen, alle er i et godt humør. Vi er kommet væk fra turistmålene. Der er ikke så meget som skyggen af en turist, lige bortset fra mig. Vi er omgivet af en ro, den friske luft og udsigten.
Med et bliver sigtbarheden lav, det bliver hvidt omkring os. Vi kan kun se små 100 meter frem, vi befinder os nu blandt skyerne. “Jeg drømte om dette område, da jeg var i USA. Jeg havde hjemve. Jeg ønskede at komme tilbage til dette område. Det er her jeg er født. Det er her jeg ønsker at flytte tilbage til, stifte familie og blive gammel”, siger Eddie. “En aften grad jeg i min drøm, fordi jeg virkelig ville tilbage. Da jeg vågnede om morgenen, var mine øjne helt våde. Det var ikke en drøm, at jeg græd, det var virkeligt”, siger Eddie. Klæden i hans øjne ved at være tilbage i bjergene, er som at se glæden et barns øjne, der netop har fået den største is, det har ønsket sig hele dagen.
Det går langsomt men sikkert fremad, som en konvoj med de to pickups, som vi alle er klemt sammen i. Vi nærmer os efter knap 4 timers kørsel San Fanando, der er sidste stop før vi ved at krydse en bro står i Honduras.
Der er blot en Salvadoransk grænsebetjent, som tjekker folks id, men ellers er der fri passage til at krydse den lille flod og broen til Hundoras. Her er der ikke noget som hedder exit eller entre stempler. Det føles som at komme i en form for ingemandsland her på grænsen ved San Fanando.
El Coyote
“Ja, jeg blev ført over grænsen ved hjælp af coyote”, sådan lyder svaret under frokosten fra Eddie, da jeg spørger, hvordan han krydsede grænsen til USA. “Du ved hvor tæt kyllinger står i kyllingefarme ikk’?”, spørger Eddie, “sådan kan du sammenligene det hus som jeg ventede 2-3 dage i, før der var grønt lys til at jeg kunne få lov til at krydse grænsen”.
Et ophold som ikke kan sammenlignes med et hotelophold, da der næsten ikke var noget vand og mad.
Det er ikke en problemfri ankomst til USA for Eddie, for da han er i ørkenen, er det med emigrationspolitiet lige i hælene. “Jeg var ved at give op under de 20 timers vandring gennem ørkenen med emigrationspolitiet lige bag os. Jeg klarede kun vandringen med hjælp fra en landsmand, som decideret træk mig med. Jeg var klar til at give op. Jeg var træt, havde næsten ikke mere vand tilbage og på flugt”.
I dag ønsker Eddie ikke at komme tilbage til USA, han ønsker sit liv i El Salvador, med håbet om at slå sig ned i disse bjerge tæt ved grænsen til Honduras.
-
- Til venstre Honduras, til højre El Salvador.
-
- Til venstre El salvador til højre Honduras
-
- Udsigten som Eddie drømte om i USA.
Toke Bull 