Solen slår mod dine øjne, den klare blå himmel er over dit ansigt, mens temperaturen har rundet de 20 grader i solen, her først i marts. Den romerske by, det gode vejr og ikke mindst den tiltrækkende strand ud til Middelhavet, og de smalle gader, er blot nogle af de ting, som hvert år tiltrækker turister til Spaniens tredje største by, Valencia. Der med en befolkning på godt 800.000 mennesker er ”hovedstaden” i regionen Valencia. Men under den stille overflade gemmer der sig en anden virkelig, som man ved første øjekast ikke får øje på.
Graffiti på murene. En bil som falder ned fra fjerde sal, ansigter og politiske meninger er noget af det første, som dine øjne opfanger, ved ankomsten til den gamle bydel af Valencia, som blev bygget af Romerne. De smalle gader, som let får din stedsans ud af kurs og sender dig på afveje, så du kan begynde at gå på opdagelse i den gamle byggestil eller i de mange graffitimalerier. For selvom graffiti ikke er tillladt, så er det stadig blevet en legal handling i Valencia, som Juliata fortæller, i sit studie, som hun deler med 6-7 andre kunstenere, hvor de alle arbejder på hver deres projekt. Fra opgaver til kunder, til skitser til den næste mur de skal lave graffiti på.
Som så mange af de mange turister, som hvert år besøger Valencia, er det charmen og dens gamle historie, som der ved første øjekast lægges mærke til. Det er først når der bliver gået lidt ind under huden, at man mærker den fortvivlelse og ulmen under overfalden, som netop hersker her, i en af de dele af Spanien, som er hårdest ramt af arbejdsløshed og finanskrisen.
”Vi er ikke vant til at gå på gaden og demonstrere. Så for mig er det stadig en kamp for at overbevise mine medstuderende, at de også skal demonstrere, så regeringen kan se at vi studerende ikke er tilfredse med deres nedskæringer. Frem for blot at sidde der hjemme på sofaen og gøre ingenting. Specielt for mine yngre medstuderende er det en kamp, da de ikke tror det nytter noget”, fortæller Maite Chu på 27 år, som er i gang med sit andet år, på Universitet i Valencia, hvor hun er ved at læse til gymnasium lære. Hun har en uddannelse inden for biologiens verden, og har efter sin uddannelse i en kort periode arbejdet i et laboratorium. Men besluttede sig for at læse til lære, da hun mødte sin kæreste Julio, som på dette tidspunk var ved at læse til lære og da hun samtidig ønsker at have mere personlig kontakt med mennesker end blot at lave forsøg i et laboratorium.
Julio, Maites kæreste, bor lige nu i Bardalona, som er en af forstæderne lige nord for Barcelona. Her har Julio fundet arbejde som barselsvikar. Et vikariat han dog kun har frem til slutningen af april. Han har lejet sig ind i en lejlighed med 2 andre, mens han i de weekender det passer, kører til Valencia for at tilbringe lidt tid sammen med Maite.
Maite er studerende og uden arbejde og hun kan kun overleve ved hjælp fra sine forældre, som har stillet en stor familie lejlighed til deres rådighed lige nord for den gamle bydel af Valencia. Et tilfælde som ikke er enestående.
Sønner af Franco
Spaniens demokratiske levetid har kun eksisteret i 37 år, efter Francisco Franco’s død i 1975. Hvor han havde haft magten over Spanien siden 1939, hvor han vandt magten efter Den Spanske Borgerkrig. Med Franco, som diktater i så mange år, betyder dette, at den demokratiske proces og opfattelse stadig er i sin begyndelse i Spanien, i modsætning til Denmarks, som gik fra 188 års enevælden til demokratiet via grundloven den 5. juni 1849.
På denne måde fortælles der stadig mellem linjerne, på de personer jeg har mødt, at de politiker, som i dag leder Spanien er sønner af Franko, og herved har et andet standpunkt end den unge generation, som er født ind i demokratiet og brugen af de sociale medier, hvor vigtigheden af disse medier har været set i det Arabiske Forår, også har stor betydning her i Spanien.
En forskel som tydeligt kom til udtryk onsdag den 29. februar, hvor Maite var på vej hjem fra demonstrationen, hvor 20.000 studerende gik på gaden, og havde deres papskilte over skuldrene. Da en ældre dame stopper dem, og en længere diskussion starter. Da damen mener, det er de unges egen skyld, at situationen og deres fremtidsudsigter lige nu ser rigtig dårlig ud. Hun mener, at den nye regering bestående af, De Konservative, Partido Popular, der den 20. november 2011 vandt en jordskreden sejer over de spanske socialister, PSOE . Partido Popular opnåede blandt andet absolut flertal i underhuset. Damen mener således at den nye regering gør et godt stykke arbejde, men de blot skal bruge lidt tid på at vise resultater.
Efter at Kiko, en af Maites klassekammerater, har været helt oppe i det røde felt og diskussion er overstået, vender Kiko sig mod mig og siger; ”dette er et klart eksempel på hvordan mange ældres synspunkt er på krisen, som Spanien lige nu står overfor. De giver os unge skylden, og siger at ved at vi går på gaden og demonstrere, er vi med til at ødelægge vores fremtid”. Mens den røde farve i Kikos ansigt, som denne diskussion har fremprovokeret så småt aftager, er det tydeligt, at denne krise ikke kun handler om nedskæringer i skolesektoren, men også handler om en generations forskel.
Occupy Wall Street startede i Spanien
Den 15. Maj 2011 er en dato, som er vigtig at holde fast i, når der bliver talt om den Spanske situation, men som også var startskuddet for Occupy Wall Street, som startede i de spanske gader. På blot få dage steg antallet af deltagere i demonstrationerne i Valencia og resten af Spanien. ”Vi var startskuddet til Occupy Wall Street, da vi den 15. maj satte os på gaden i protest over den situation som politikerne har sat os i”. Så klart lyder udmeldingen fra Rafa på 34 år, som har boet i USA i to år og været med til at hjælpe ved organiseringen af Occupy Wall Street, for at undgå at de samme fejl og mangler, som Spanien havde lært fra deres demonstrationer, ikke skulle gentage sig i USA.
I dag er Rafa tilbage i Valencia og bruger meget af sin tid enten foran computeren eller ved at tale i telefon, når han ikke skal mødes med venner eller sidder i møde. ”Vi er 37 grupper der er en del af ”the movement”, her i Valencia. Der er grupper hvor der bliver arbejdet med information og grupper, hvor der bliver arbejdet på at planlægge demonstrationer. Vi er mange mennesker som arbejder frivilligt i dette ”movement””, siger Rafa, der denne lørdag aften har søgt et roligt øjeblik på taget af sin lejlighed, som er beliggende lige midt i den gamle del af Valencia. Dette er stedet hvor Rafa søger hen, når han trænger til ro og få sin hjerne på andre tanker end ”the movement”, som han bruger det meste af sin tid på. Efter en lille halv time, bliver han også nød til at gå ned på sit soveværelse/kontor, for at lave et par telefonopkald, før han kommer tilbage til det stille tag. Selv om han er 34 år, og efter danske forhold ville bo for sig selv, eller med en kæreste, så deler han sit værelse, her midt i den gamle bydel af Valencia, sammen med to andre. Et faktum, som ikke er enestående her i Spanien.
Roen og stilheden på det røde tag, falder i et med himlen, som ligeså stille går ind i sin blå time, mens solen lige så stille er ved at gå ned i horisonten, mens lyset på Valencias historieske bygninger tændes og månen toner frem på himlen denne stille aften i begyndelsen af marts, står det klart, at der er en ulmen under overfladen i Spanien.
Juliata er ved at klargøre skabeloner i sit studie, i den gamle bydel af Valencia, som hun skal bruge til at male en tekst på en væg.
Juanito Pons sider en aften og følger med i hvad der sker på de sociale medier.
Maite Chu i sit hjem i Valencia, som hun deler med sin kæreste Julio, som dog lige nu bor i Bardalona, hvor han er lærevikar. Hun bor derfor i løbet af ugen selv i den store 5 værelses lejlighed.
Rafa Granell siden på taget af sin lejlighed og nyder et stille øjeblik denne aften i den gamle del af Valencia.
Toke Bull 